Når kaninen er angrebet af maddiker er de ofte meget påvirkede af situationen og som det første gives smertestillende medicin og evt. væskebehandling. Dernæst skal man have området gjort rent og maddikerne fjernet.
Det gøres mest skånsomt med lunkent vand, gerne under en rindende hane. Derefter skal pelsen i området klippes med en maskine og der laves en god margen ud til den raske hud, således området får mulighed for at tørre. Under hele proceduren skal der tages hensyn til, at huden er beskadiget og meget skrøbelig.
Er kaninen holdt op med at æde, skal der fortsættes med intensiv behandling med tvangsfodring, fortsat væske- og smertebehandling, antibiotika og parasitdræbende indsprøjtning i nogle dage.
Selv om situationen kan virke noget dramatisk, er der gode udsigter til varig helbredelse, hvis man får grebet ind i tide og får korrigeret for det udløsende problem.
Da maddikeangreb altid er sekundært til en anden lidelse, skal der hurtigst muligt rettes op på denne, hvis det kan lade sig gøre. Den hyppigste årsag er fejlfodring med fiberfattigt foder og deraf følgende diarré og det er ikke så svært at ændre på. Det kan være mere vanskeligt med nogle af de andre årsager og der vil være tilfælde, hvor det er mest ansvarligt at lade kaninen aflive.
Det er altid vigtigt, at opretholde en høj hygiejne i buret, og undgå tilsølet strøelse. Korrekt fodring er meget vigtigt. Desuden anbefales det kaninejere, der holder deres kaniner udendørs, i sommermånederne dagligt at tjekke deres kaniner bagtil.
Kaniner med maddikeangreb bør tilses af en dyrlæge med det samme.