En af de ting vi oftest behandler hos marsvin er kløe. Der kan være forskellige grunde til marsvinet har kløe.
En af de hyppige årsager til kløe hos marsvin er marsvineskab, som skyldes en lille parasit (Trixacarus Caviea), dette er en alvorlig lidelse og behandles marsvinet ikke har den dødelig udgang.
Miden bor nede i huden på marsvinet, og foreårsager irritation og voldsom kløe når den graver sig vej gennem huden. Miden lægger sine æg nede i huden og efter 2 til 14 dage har parasitten udviklet sig fra æg til voksen mide.
Når miden lægger æg eller kravler rundt i huden giver det voldsom kløe og ubehag og marsvinet kan klø og bide sig selv til blods, hvorved der opstår sår, ofte på ryggen og siderne hvor marsvinet kan klø med neglene eller bide. Marsvinet kan blive aggressivt overfor ejer eller andre marsvin og de mister appetitten.
Marsvineskab kan smitte direkte fra marsvin til marsvin ved hudkontakt eller indirekte hvis de går i samme bur. Ejer kan også overføre smitte.
Et udbrud af skab kan ofte skyldes introduktionen af et nyt inficeret marsvin. Det er ikke sikkert at marsvinet har udviklet symptomer, og dyret kan derfor se helt raskt ud. Hvis dit nye marsvin har sår og pelstab, bør det undersøges af en dyrlæge og holdes i karantæne fra de andre dyr, indtil dyret er behandlet.
Marsvin kan desuden have skabmider liggende i dvale i huden uden symptomer. I tilfælde af sygdom, drægtighed eller andet der hæmmer immunforsvaret, kan disse mider pludselig formere sig og give symptomer.