Man har som ejer af en seniorkat meget stor indflydelse på, hvordan kattens otium vil forløbe, og kan ved god pasning og pleje være med til at sikre, at katten får en behagelig og værdig alderdom.
Afpas din kats fodermængde med dens aktivitetsniveau. Du skal for alt i verden undgå, at din kat bliver overvægtig.
Vær opmærksom på hvor meget din kat drikker. Ældre katte har nedsat evne til at regulere væskebalancen, og kommer let i væskeunderskud.
Hold kattens sovested rent, tørt og varmt. Tænk på at seniorkatten får nedsat evne til at regulere kropstemperaturen, og at den derfor nemmere kommer til at fryse.
Undersøg ofte kattens mund, øjne og ører. Munden skal undersøges for ømheder, rødt og hævet tandkøb, tandsten, løse tænder og hævelser. øjnene undersøges for flåd, uklarheder og rødme. Ørerne for unormal lugt, ømhed og hævelse.